Formandens beretning

aflagt på generalforsamlingen

mandag d. 26-01-09, på Fårup Skole

 

 

Skalså med tilløb:

2008 har været et forholdsvis fredeligt år uden kedelige og trælse forureningssager, som vi oplevede det i 2007. Der har dog været et mindre gylleudslip ved Skravad Møllebæk, men

en hurtig indsats fra pågældende landmands side, hindrede den store katastrofe i Skalsåens vigtigste tilløbsbæk.

Gyllesagen i Fårbæk i 2007 er endnu ikke afgjort (Syltes måske?). Fritidsfiskerforeningen

ved Hjarbæk Fjord , som anmeldte sagen til Politiet, har trukket sagen tilbage. (Blev muligvis presset til det?). SSF har bedt om aktindsigt, samt dato for et evt retsmøde, men har på nuværende tidspunkt intet hørt.

13 februar 2008 blev Finn ringet op af en lodsejer, som havde observeret flere steder med skumaflejringer i Kåtbæk. Dagen efter blev strækningen besigtiget. Dog heldigvis uden tegn på døde fisk og bunddyr.

SSF har rettet henvendelse til Randers Kommune om en undersøgelse af bundforholdene på den forurenede del af Fårbæk, med henblik på om der ekstraordinært skulle sættes yngel ud til erstatning for dem, som døde i 2007. Randers Kommune mente ikke, at det var nødvendigt med en sådan undersøgelse. De mente forholdene var i orden, eller at de hurtigt ville blive det.

Passageforholdene ved rørføringen ved Gundestrupbakken blev i foråret af Randers Kommune lovet udbedret, men det er desværre endnu ikke sket.

Randers Kommune har udarbejdet en udmærket restaureringsplan for Kåtbæk, som vi i SSF godt kan gå ind for, men vi havde gerne set, at strækningen nedstrøms jernbanen blev ført tilbage til sit gamle løb. Men det bliver sikkert ikke i denne omgang, da kommunen har opgravet den tilsandede lige strækning langs den gamle banevold og forstærket brinkerne her og der. Planen for restaurering af Kåtbæk er fremlagt på Generalforsamlingen. SSF skulle selv i et begrænset omfang deltage i arbejdet, der er forbundet med planen. Bl.a. udlægning af gydegrus på et par strækninger ved rensningsanlæget i Asferg. Tilladelse hos lodsejer var indhentet, men gruset er endnu ikke leveret.

Trods løfter fra kommunen om diverse tiltag angående Kåtbæk m.m. er næsten intet sket (Måske er det tomme løfter? ... Forhåbentligt ikke!)

Fiskeriet i Skalsåen er efter forlydender godt, men ikke mange tager sig tid til at afprøve det. Dog har vi i SSF planer om, at lave en tur eller to her i år.

 

Mosen:

Der er sat ørrreder ud 4 gange i årets løb. Desværre har der også været problemer med grøde sidst på sommeren, så fiskeri næsten blev umuliggjort.

Gode råd til afhjælpning af problemet modtages gerne.

 

 

 

Tjele Langsø

1 marts 2007 rettede SSF henvendelse til Miljøforvaltningen i Viborg Kommune angående mulighed for fiskeri i søen, samt eventuelt at have en båd liggende ved søen, men vi hørte intet derfra. Ved personlig henvendelse 4 mdr senere fik vi at vide, at brevet var modtaget, endvidere at der var travlhed  i forvaltningen. Siden har vi intet hørt.

 

Bestyrelsen

Har afholdt 8 bestyrelsesmøder i 2008. Desuden har vi over nogle sommeraftener renoveret nogle bord-bænkesæt, som vi ”arvede” fra Fårup Skole. De er sat op ved å og mose.

 

Elfiskeri og udsætning

Elfiskeudstyret, som foreningen havde, men ikke brugte mere, har vi doneret til Hobro Sportsfiskerforening, som er meget glade for gaven.

30 marts satte vi i samarbejde med Viborg Sportsfiskerforening etårsørreder ud i bl.a. Kousted Å, Skals Å, Kongsvad Møllebæk, Klejtrup Møllebæk, Tjele Å og Vorning Å. Ialt 6450 stk.

12 april satte vi yngel ud i tilløbsbækkene til Skals Å, bl.a. i Fristrup Bæk, Agatelund, Hørup Møllebæk  og Hørkærrør. Ialt 5200 stk.

2 november deltog vi i elfiskeriet i Skals Å på strækket fra Løvel bro til Ejstrup bro, en strækning på 6-7 km. Det var et hårdt og krævende job for næsten alle involverede, men det opvejedes af det gode resultat, vi opnåede. 70 hunfisk og 28 hanfisk kunne efterfølgende fragtes til dambruget i Stoholm. Største fisk var en hunfisk på 82 cm.

 

Arrangementer

29 marts lagde vi ud med Geddekonkurrence i Regnbuemosen.

26 april havde vi en succesfuld sildetur til Voer ved Randers Fjord, med masser af sild til alle.

10 maj var der hornfisketur til Havnø ved Mariager Fjord

31 maj løb den traditionelle Fiskefestival i Regnbuemosen af stablen.

10 juni havde vi i samarbejde med FSI en minifiskekonkurrence i Regnbuemosen, som indledning til SFI’s sommerfest.

12 juli afholdt vi en åle-skrubbetur til Uggelhuse ved Randers Fjord.

11 oktober var der skrubbetur til Voer. Vejret op til dagen gjorde, at det var umuligt at opdrive sand- og børsteorm, så vi måtte ty til Smak (importeret frossen fisk) og regnorm. Det virkede overhovedet ikke i Voer, så vi tog  til Glatved efter en afstikker til Grenå Havn.

Som sædvanligt var alle ture rigtig hyggelige, men med alt for få deltagere og især fisk, - sildeturen undtaget.

1 december havde vi det årlige julebanko i Nørbæk Forsamlingshus. Vi var meget spændte på deltagelsen, sidste års skuffende antal in mente, men det bare væltede ind med  folk, da dørene blev åbnet. Det var endda lige før den røde lampe skulle hænges ud!. Der var over 80 + bestyrelsen til årets sidste arrangement.

 

Økonomi – medlemstal

P.t. er der 46 seniorer, 18 familier og 1 Børnehave, som er medlemmer, samt ikke at forglemme, vore gode lodsejere.

Økonomien vil jeg ikke sige ret meget om, bortset fra at den er stabil.

 

Hjemmesiden

Det er lykkedes at få en ny webmaster til afløsning for Jacob, som desværre ikke kunne afse den fornødne tid mere, efter mange års godt arbejde med hjemmesiden. Så derfor en stor tak til Jacob. Der skal også lyde en stor tak til Anders, vor nye webmaster.

 

Afsluttende bemærkninger

Til slut vil jeg takke bestyrelsen for godt samarbejde i 2008 og håber det vil fortsætte fremover. Også stor tak til Lene for hendes store arbejde med referater, nyhedsbreve m.m. Der skal også lyde en stor tak til vore lodsejere ved Å og Mose. Allersidst, men ikke mindst, en stor tak til alle vore trofaste sponsorer for deres gavmildhed.

 

 

Knud Sørensen

Formand