Skalsådalens sportsfiskerforening

Sildekonkurrencen

Strejken var på sit værste, og alle steder var der mangel på benzin. Spørgsmålet om hvorvidt vi skulle deltage i sildekonkurrencen, hang stadig i luften dagen før, men med de bedste overtalelsesmidler, fik jeg dog min fader med på idéen. Lasse Støtrup, Kristian Otte og jeg selv, havde bestemt os for at stille op som et hold. Forventningerne var ikke store, da vi først ankom til Mellerup, for ude på vandet lå de første 50 både og fiskede efter sild, endvidere var vi der heller ikke til tiden. Men båden blev skubbet i vandet, og afsted gik det mod Kanaløen. Vi besluttede os for at lægge os hen til de andre både for enden af kanalen. Lasse og jeg havde været ude og smugtræne lidt en lille uge før konkurrencen, og vidste at sildene var betydelig sværere at fange ude på midten end inde ved kanten. Fiskeriet var rimeligt, og det var ikke så sjældent, at der kom et fuld hus med op. De store sild som vi var kommet efter, gad overhovedet ikke at bide, og efter tre timers fiskeri på pladsen havde vi kun fanget godt en snes der var lidt størrere end tusindbrødrene.

Det var ved at være middag, og sammen med de andre hold fra Skalsådalens Sportfiskerforening sejlede vi ind til kanten for at fortære vores madpakker. En lille time senere lå vi atter på den samme plads, men nu var det for alvor begyndt at gå ned af bakke med sildene. Vi prøvede igen og igen, men med det samme resultat. Fordi der ingen fisk var her, tog vi ud til Udbyhøj, hvor der var lidt mere gang i sildene, godt nok lå der også mange både, men fiskeriet lidt længere ude var godt, og vi kunne atter begynde at hive det ene fulde hus op efter det andet, sildenes gennemsnit her var lidt større end ved kanaløen.

Kl. tre var der indvejning, lidt over seks kilo sild fordelt på tredive fisk, gjorde at det var os der løb af med førstepræmien, det var ikke mange gram der adskildte os fra nummer to, men man har jo lov at være heldig engang imellem. Præmierne var henholdsvis: Shimano 4000 fastspolehjul til Kristian, Kongeligt porcelæn til Lasse og en grejkasse til jeg selv. Oven i det fik vi en vandrepokal, eller det vil sige låget til den da vores navn skulle indgraves i den.

Et par dage efter var vi igen samlet, humøret var højt lige indtil vi fik at vide at vores vandrepokal var i fare allerede den 22. August, hvor der skulle dystes på ny i Regnbuemosen.

Men det skal siges at vi stiller op med det samme hold igen og vi vil kæmpe til sidste blodsdråbe for at beholde vores pokal.

Morten Kristensen